Louise Juhl

Himlen ligner en kat, og skyerne ånden fra Aladdins lampe. 
Hele natten har jeg ledt efter et tæppe, jeg kunne lægge over barnet.
Under sengen, har jeg ledt, og i den gamle egetræskommode med porcelænsgreb. I skabet ved siden af spejlet, der forlængst er revet ned. Man kan stadig se omridset af vores trætte ansigter i pudset på væggen, hvor det hang.
Jeg finder ikke noget, hverken tæppe eller barn.

Jeg er holdt op med at vække ham, når det sker.
– Du har ikke mistet, vil han sige, – man kan ikke miste noget, man aldrig har haft. Han har sagt det så mange gange, som en slags trøst, tror jeg. Det bliver det ikke mere sandt af.
Så jeg lukker øjnene, forsøger at finde ind i søvnen. Lukke ned.

Vi ved det måske godt. At vi er blevet vampyrer, der lever af blodet i den andens drømme. Hvileløse jeg-spøgelser, der griber ud, forsøger at fange. Holde om, holde fast. 
Og måske ved vi også, begge to, at der ikke er noget at holde fast i.