Louise Juhl

Der er for mange lister og for få to-dos.
Mine hænder leder efter ting at gøre, åbner skuffer, lægger plastposer sammen. Tjekker pendlerne i loftet. De lyser stadig med samme gule lys.

For snart længe siden hørte jeg et program i radioen, det handlede om en lufthavn i Nagorno-karabakh. Lufthavnen havde ikke sendt fly i luften i årevis, tog heller ikke imod. Der var ingen trafik og således heller ingen passagerer. Ingen bagage, ingens ting. Alligevel lod de ansatte sig ikke mærke med noget. De gik på arbejde som altid. Sikkerhedspersonalet klædt i skarpe uniformer holdt øje med ind-og udgange, bevæbnede til tænderne. Kaffebarens høje stole stod klar til kunder, der var endda tændt levende lys på disken. Rengøringsansatte tømte skraldespande, der aldrig havde været i brug. Selv transportbåndet kørte i debile cirkelbevægelser, rundt og rundt og rundt om sig selv.
Jeg tænker tit på udsendelsen, på de kæmpestore tomme hangarer, fraværet af virkelighed.
En medarbejder i kontroltårnet lod sig interviewe.
– Hvordan ser du på fremtiden? spurgte journalisten.
– Den skal nok komme, svarede han, før eller siden.

I går besøgte vi lægen. Han havde fået nye briller med et kraftigt stel, der fik hans øjne til at virke som motiver i en ramme. Store og spejlrunde, tæt på en kliché.
– 3%, sagde han, og talte om mine ægreserver. Tæt på tømte.
Jeg lod som ingenting.
– 3 er ikke 0, insisterede jeg og fortalte om en ny diæt, jeg ville forsøge, om en helt ny parathed i kroppen.
– Det handler om at tage imod, åbne sig fortsatte jeg hektisk og talte om årstiden og æblerne, der snart var plukkemodne, og som kunne koges til grød eller bruges som chutney tilsat lidt peberrod.
Lægen nikkede og så på sit ur og spurgte, om jeg ellers havde nogen spørgsmål?
– Har du ikke fået nye briller? spurgte jeg og det var som om de runde spejle blev mindre runde, rammen mere firkantet.
– Jo, svarede han.