Louise Juhl

Vi tager til England og bor på hotel tæt ved Sct. Pauls Cathedral. Alle mennesker er ens her, habitklædte og stumme, deres bevægelser taktfaste. De vågner og bevæger sig gennem byen uden tanke for andet end deres mål, som ikke er store som lykken, men massive som bankbygninger, ambassader eller et finere fransk cuisine. 
Vi besøger en équipage-butik og prøver habitter, der får os til at ligne alle de andre, målrettede, maskinelle. Og ler bag prøverummets forhæng uden at købe noget.
Vi hører Martha Wainwright i Royal Albert Hall, jeg tuder mig gennem hele koncerten. Jeg ved ikke hvorfor, og han spørger heldigvis ikke.
Bagefter prøver vi Parisehjulet og dagen efter Modern Tate, og på vej tilbage til hotellet køber vi sprut i en lurvet kiosk med lysstofrør i loftet. Kiosken har ikke noget kasseapparat, bare en lille pengekasse på en disk, der mest af alt ligner et tobaksbord. Vi køber kontant, det er billigere end på kort. 
På hoteletagen under vores værelse henter vi isterninger, vi pendulerer op og ned. Hver dag skiftes tæppet i elevatoren, så det svarer til ugedagene: Monday, Tuesday, Friday. En metallisk stemme deklarerer, hvilken etage vi besøger. First floor, third floor. 

Vi drikker os fulde i Campari, og klæder os af bag de lange, tunge gardiner, der når hele vejen fra gulvet til loftet. Poserer for hinanden i tåbelige positurer, en ballerina eller en græsk gud i marmor.
Vi ligger i sengen i timevis, drikker og drømmer. Jeg foreslår, at vi skal bo på landet og have os en hund. 
Han vil vælge en kat, siger han, men jeg svarer, at det ikke dur:

– For katte ville vælge Whiskas. Han griner, ikke fordi det er sjovt, men fordi alting er muligt. At bo på landet, hund og kat. 
Et barn? 
Det sidste nævner vi ikke. Men vi elsker, både når vi vågner og efter frokost og lige før middagen, og vi tager hjem, uden at have nået det, vi skulle, men i stedet så meget andet.