Louise Juhl

Jeg lægger vasketøj sammen, sengetøj, det er tungt og umage, ender med at ligne en bylt. Han foretrækker, at det bliver strøget, før vi lægger det på. Jeg mener, at man skal vælge sine kampe med omhu. At stryge er ikke en af dem, jeg prioriterer.
Barnet sidder på tæppet og bider i en gummiring, ind imellem bøjer hun kroppen forover, som om hun prøver at fange fødderne med ringen. Det lykkes ikke, hun putter ringen tilbage i munden.
– Man skal vælge sin kampe, hvisker jeg og smiler.
Barnet reagerer på min stemme, ser op, forsøger så at række ringen op mod mig. Hun strækker sine arme lange, letter næsten fra gulvet i sin umage. 
Jeg bukker mig ned og tager imod. 
–Tak. Ringen er fugtig af savl, og jeg må skylle mine hænder, før jeg kan folde resten af betrækket sammen, pude og dynevår.

Senere handler jeg ind. 
Fryseposer, kokosmel, en bakke ærter. Et glas med æblegrød, bleer. En vaskeklud, økologisk og uden ftalater. 
Jeg stiller mig i kø ved kassen, foran mig står en far med sin søn, drengen får lov at lægge alle varer på båndet. Mælk, forårsløg, to havefakler. En pose Toms Blue Jeans. Drengen begynder at græde, da posen med lakrids kører ned mod kassemedarbejderen.
– Min lakrids! insisterer drengen, men faren forklarer, at det ikke er hans lakrids, før den betalt.
– Min lakrids, insisterer drengen, og kassemedarbejderen lader drengen få posen, slår den ind manuelt. Under slik. 19,95 kr. 
Faren smiler taknemligt.

Hjemme igen pakker jeg varerne ud, kokosmelet i skuffen med tørvarer, ærter på køl. Æblegrød, bleer og vaskeklud tager jeg med ovenpå. Lægger det i den orange kuffert, skubber den ind under sengen.

Så ringer telefonen, det er ham, jeg lader den ringe.