Louise Juhl

Jeg sidder ved bordet, drikker min te. Han læser op af en artikel fra avisen. Noget om miljøet, at vi skal plante træer for at reducere mængden af CO2 i atmosfæren.

– Kulstoffet binder sig i løv og grene og stammer og rødder og i forhold til andre grønne vækster, så lever træer længere og binder derfor også Co2’en længere, forklarer han. 
Han ser glad ud.
Jeg lytter og nikker. Beundrer hans evne til begejstring. Hans håb.
Fucking forpulede håb.

Selv er jeg frønnet og veg og tænker kun på tiden, der løber som glas gennem sand. På dagene, der ingen vegne løber, men står som bastante mure, jeg kan løbe panden imod.

Engang var fremtiden noget, der kyssede mig nakken, kaldte kælent: Kom, kom.
Nu er det hverdagen, der kalder, med strenge ordrer og pegende fingre. 

Han lægger avisen fra sig, rejser sig og stryger mig over armen:
–Hav en god dag!

Det er ikke en ordre, det ved jeg, alligevel hører jeg det sådan.