Louise Juhl

Guderne giver også ordrer. 
De vender bladene på træet bag tørrestativet, den høje birk med sølvgrå bark og de lange gyldne rakler. 
Jeg ved, hvad dét betyder.

Jeg tager det vissengrønne sjal fra knagen og trækker over hovedet. Går udenfor. Det er koldt, vinden har taget til siden i morges. 
Mosset i plænen har suget flere dages regn og giver efter, når jeg træder. Det er som at bevæge sig i en drøm; at have fodfæste og så alligevel langt fra. 
Jeg går ned i havens modsatte ende, lægger sjalet. Trøjen også. Bukser, trusser, bh, indtil jeg står nøgen. Også birken har klædt sig af, dens gule blade ligger spredt over jorden, som brikker i et puslespil med titusinder af brikker, som ingen har tænkt sig at lægge. 

Jeg er ikke bange. Gudernes vilje er også min. 
Træerne frygter heller ikke en skov.

Jeg tager en af klemmerne fra snoren. Der er rust i metallet, det ligner blod, tæret og tørt. 
Jeg sætter den fast om læberne, så én til og én til. Munden bliver varm og levende, dunker. Så hiver jeg ud i det højre øjenlåg og stikker den store sikkerhedsnål, der har holdt sjalet sammen, igennem. Smerten er intens, der drypper blod ned over mine øjne, hænderne også. 
De gule blade på jorden rødmer. 
Alt i mig ønsker at skrige, men man trodser ikke gudernes ordre. 
Så længe jeg giver dem, hvad de forlanger, er der håb.