Louise Juhl

“Håb er uinteressant,” stod der i et digt, jeg læste i dag. Det ramte mig med sådan en styrke, at jeg måtte læse sætningen højt for hunden, der ganske kortvarigt løftede sine ører, for så at lægge dem igen.

Håb er uinteressant.

Det sker ofte, at jeg taler med hunden, der ved, at jeg i virkeligheden taler med mig selv. Det fungerer udmærket, den kloge narrer den mindre kloge – ingen af os ved, hvem der er hvem. 

Det er egentlig også lige meget.