Ensomig #642

Der opstår en forsinkelse. Ikke noget særligt – hvis overhovedet?

Mellem læber og kys. Mellem dét, jeg fortæller ham (om skrækkelig ventemusik og pizzamel på tilbud hos den italienske købmand.) Dét og så det, der sker, det, jeg lever. 
Det er ikke sådan, at jeg lyver.
Langt fra. 
Der er bare overalt – på mine armes hud, øjnene og det, jeg siger – to sekunder mellem mig og virkeligheden. 
Jeg tror ikke, han bemærker det.

Vi kører i Ikea, vi mangler en kurv til vasketøjet og ender med at købe en, der er mere rummelig, end vores behov fordrer.
– Lige nu i hvert fald, tilføjer jeg.
En bestikskuffe i træ, klemmer til tørresnoren og elspare-pærer til pendlerne ved spejlet. Vi har svært ved at vælge, men bliver enige om nogen med soft-filter. 
– Det har vi vist begge godt af, griner han og jeg puffer til hans arm, – hvad mener du? 
Han smiler, vi kysser.

Hjemme igen sætter vi på plads, finder til rette. Sætter pærer i pendlerne, prøver dem af. Der går flere sekunder fra vi tænder på kontakten, til lamperne lyser. Det virker som en evighed. vi drikker te, spiser kiks, han brækker dem i små stykker, spiser hvert stykke enkeltvis. tager en slurk af teen:
– Av, ømmer han sig, den er stadig for varm, – vi gør det ellers godt, ikk?
– Vi gør det godt! svarer jeg, og hans lettelse er ikke til at tage fejl af.

Dette indlæg blev udgivet i Ingens børn. Bogmærk permalinket.