Louise Juhl

Jeg sløver sorgen ved at skære den ud i pap: Gøre grin med mig selv. Jeg holder mine følelser ud i strakt arm, peger fingre:
– Hvordan synes du selv, det går? spørger jeg med kunstigkælen stemme.

Det er uskønt men bedre end alternativet, som er at bide tungen til blods. Kaste op med knoernes hjælp, tømme det allerede tomme. Det gule. Det gale. 

Det gør mindre ondt at være til grin for sig selv end at være til alvor.