Louise Juhl

Jeg er vågnet til ritualer og regnvejr. Torsdagen hænger som et stribet gardin foran mit vindue. Jeg hælder kaffe i koppen, smører creme på mine fødder, drager omsorg for de mindste. I udkanten af mit ene øje strejfer en ejerløs hund omkring. Den gør ikke noget væsen af sig, alligevel fortaber jeg mig i dens planløse færden, frem og tilbage, den slags går der ofte en hel dage med.I går læste jeg et digt af Naja Marie Aidt, fandt en sætning som:
“[d]en værdighed [] man må bevare når man [] leger gemmeleg og aldrig bliver fundet.”
Jeg tror af princip ikke på meget, heller ikke på digte, men af alle ting, jeg ikke tror på, er digtene dem, der overbeviser mig mest.
Dem og hundene.