Louise Juhl

Der hænger et hoved på mine skuldre. Et ansigt, der minder om min mors, når hun hver dag kom hjem lige så tomhændet, som hun tog afsted. Ryddede gulvet for farvekridt og bamser, strøg tøj og lod os børn om at bruge de kræfter, hun ikke selv havde tilbage.
I går gik jeg forbi et plejehjem i Møllegade, jeg husker ikke hvad tid, det var, men der sad en ældre kvinde på en altan og spillede guitar. Hun havde en blomsterkrans i plast om halsen:
– Ka du høre, hva det er for én? råbte hun. Jeg rystede på hovedet, kunne ærligt ikke skelne tonerne fra hinanden.
– Det er da “I en lille båd, der gynger”, svarede hun sig selv med en begejstring, så både krop og stol og guitar rokkede fra side til side og sang:
– Siiiidder jeg og syngeeer.
Det kunne være endt galt: Stolen kunne være kæntret, kvinden være faldet ombord. Men det gjorde det ikke.
Jeg tror, jeg tar’ en tur med den båd i dag.