Louise Juhl

Jeg sidder i toget mod København, med et hoved, der er tungt af ingenting. Læser Daniel Dalgaards “Vi er ikke konger,” en sætning som:

Vi findes ikke, før vi bliver fundet.

Det er mandag igen, og jeg er træt af at lede efter sammenhænge, der ikke findes. Som nu i går, for eksempel, da jeg talte i telefon med min mor, og det pludselig slog mig, at hullerne i hendes hukommelse nøjagtigt modsvarer antallet af kilo, jeg vejer. 

Er hun så min skyld? 

Er jeg hendes?