Louise Juhl

Hver dag er vel en slags jubilæum, der er altid noget at markere: Et helt år uden drømme eller det her mærkelige rum, der nu for tredje måned i træk har installeret sig et sted mellem min drøbel og de øverste ribben – en forladt kunsthal, store nøgne vægge i knækket hvid. Omridset af seksten tunge rammer i similiguld, der engang var fyldt ud men ikke mere. En video installation kører på repeat i et rum i det fjerne, lærredets blålige flimmer et sted på en væg. Med lidt god vilje, minder det om noget, men ingen ved hvad.

Der er digte allevegne, man kan klæde sig ud i og bære rundt, som var de ens egne. Jeg finder et på hylden, en slags drejebog jeg kan følge og give krop:
“Som eng[el], sidder man der i sit hjørne, indtil man, uden at bestemte ting sker, pludselig rejser sig og går, som en fugl, der usynligt vågner og fodrer sin ufødte unge.”
Præcis sådan rejser jeg mig den her onsdag, på kanten af et nu, der aldrig vil nå frem. Hælder kaffen i koppen, tvinger mit hjerte til at slå vel vidende, at ingen nogensinde vil slå tilbage. Forsøger at finde noget, jeg kan fortryde, men det eneste, jeg kan komme i tanke om, er at jeg stillede vækkeuret til klokken seks, som om der var noget, jeg skulle nå.