Louise Juhl

Jeg husker grønkålen i snorlige rækker, nætterne og en vandhane, der løb og løb og løb. Jeg husker lange, tunge gardiner af fløjl, der rakte helt til gulv (og nogle gange under.)
Jeg husker min mor komme hjem fra arbejde med fyldte cykeltasker. Jeg husker porretoppene, der stak op, og poser med køkkenruller og AMO gluten mel.
Jeg husker hendes pung i kernelæder, der altid var fuld af takkede frimærker, der kunne klistre bagpå. At vi sendte breve “fra ingen til ingen”, én gang sendte hun mig et postkort, hvor der stod: “Lyset klokken otte.” Ikke andet. Jeg husker min farmor ved klaveret, de krogede fingre og tonerne, der fik dem til at strække sig ud. Den sene tv-avis med Ole Sippel og bomberegn over Libyen. Dagene derpå, særligt torsdag, når min mor havde fri, og der var tid til at sidde tætte og tavse i de højryggede stole. Telefonen, der ringede og ringede og ringede, og min mor, der aldrig tog den. Jeg husker, at vi lavede en klub: “Klubben for ubesvarede opkald”, der var hemmelig og som kun omfattede min mor og jeg. Vi havde tavshedspligt og medlemskort. Jeg husker, hvor højt jeg elskede de torsdage, dét kort og vores tavshed.