Louise Juhl

Hver nat er en udsættelse af ingenting og hver dag en iværksættelse af det samme.
Jeg står op og lader mig beruse af kaffens opkvikkende mørke. Sutter på en ferskensten og hallucinerer om at føde et barn i dølgsmål. Et væsen ingen, ikke engang jeg selv, kender til.

Senere, hos lægen, klager jeg over kløe, brændende fødder, tørre øjne (men nævner ikke barnet.)
Hun noterer på sin computer,bladrer i notater andre steder fra: Ortopædkirurgisk, Osteoporoseklinikken, Dermato-venerologisk afdeling, Center for Reumatologi. Fertilitetsafsnit Y.
I et hjørne af skærmen aner jeg mit foto, jeg ser gammel ud.
– Jeg tænker, at en fed salve måske vil hjælpe? forslår jeg, men lægen ryster på hovedet, fortsætter med at skrive. Så vender hun sig rundt, ser på mig. Det er første gang, siden vi gav hånd, at der er øjenkontakt
– Den slags symptomer er som regel, hvad vi kalder psyko-somatiske, siger hun med tydelig udtale af ordet psy-ko-so-ma-tisk, som for at være sikker på, at jeg forstår.
– Langvarig stress og overbelastning kan give sig den slags udtryk. Nogle får synsforstyrrelser, andre hovedpine, rigtig mange føler sig trætte. Måske reagerer din krop med kløe?
– Siger du, at mine fødder slet ikke brænder. At det hele bare er indbildning? spørger jeg, mere aggressivt end egentlig tiltænkt.
Og Mette, som lægen hedder, ler:
– Nej, det siger jeg ikke. Hun lægger tryk på ordet ikke.

-Det, jeg siger, er, at der med stor sandsynlighed ikke er noget galt med dine fødder. Heldigvis. Derimod er det måske noget galt med din evne til at lytte. I lang tid har din krop forsøgt at få dig i tale – uden held. Nu har den taget skrappere midler i brug, fået jorden under dine fødder til at brænde, bogstavelig talt. Hvis ikke man vil høre, må man føle
– Så hvad tænker du, at jeg skal gøre? spørger jeg og rejser mig halvt i stolen.
– Enten må du lære at gå på glødende kul, eller også må du begynde at lytte til dig selv.