Louise Juhl

Jeg ser hende alle vegne. Hun er kastanjen, der falder fra et træ eller fuglen i en uro af farvet karton, hun er kuglen i kuglerammen og den lille hvide plet på min højre tommelfingernegl. Hævelsen på min venstre knyst, som jeg slog, da jeg løb gennem stuen for at nå en telefon, der holdt op med at ringe, sekundet før jeg løftede røret. Og jeg græd. Græd og græd og græd og grædikke fordi min knyste blev blå og bullen, men fordi jeg igen akkurat kom for sent og fordi, det slet ikke var hende i røret, men en lang ligegyldig klartone.

Forleden besluttede vi i at tage biografen, en filmatisering af en roman fra 1964 instrueret af Tom Ford. Men undervejs derind kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt mine briller, og vi måtte vende bilen og jeg måtte løb ind og i huset, igennem huset, på kryds og tværs, mens jeg ledte efter det orange brillestel under opslåede aviser og henkastede cardigans. Og så fik jeg øje på plakaten af Konen med æggene i hjørnet ved siden af læselampen, underneden citatet:

”Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!”

Og da han kommer ind flere minutter senere efter og spørger, om jeg har fundet brillerne, har jeg for længst glemt alt om mit ærinde, og vi opgiver at nå filmen, og selvom han siger, at det er ok, hyggeligt endda (det er de ord, han bruger) med endnu en grådlabil aften derhjemme, bare os to, så ved jeg godt, at det ikke er nok, at jeg ikke er.