Ensomig #66

by Louise Juhl Dalsgaard

Første gang jeg blev indlagt, var det med bål og brand; en akut indlæggelse på Frederiksberg hospital. Jeg var svært afmagret, fik hurtigt nedlagt en sonde, og var døgnovervåget af unge lægestuderende, der tjente til føden, mens jeg afstod fra at spise min.
Den ene af vagterne var udenlandsk, han kom fra Kina og var overbevist om, at mine dårligdomme skyldtes ubalancer i mine meridianer. Han trykkede mig under fødderne og i håndfladerne i timevis for at genoprette balancen. “Yin å’ yan,” sagde han og smilede – han var topsød. Vi forstod ikke ret meget af, hvad hinanden sagde, måske var det derfor, vi gik så godt i spænd, han så mig heller ikke, som “anorektiker”, men i stedet min krop som angrebet af anoreksi: En verden til forskel – bogstavelig talt – fra alle andre omkring mig.
Efter et par ugers indlæggelse fik jeg en pakke med posten, den var fra min bror. Pakken indeholdt en velvoksen joint, lagt ned i en cigarkasse. “Slap nu bare af,” havde min bror skrevet på en lille seddel og lagt ved. Det var udtryk for oprigtig kærlighed: Selv blev han vildt sulten af at fyre en fed, og tænkte vel, at noget lignende nok ville ske for mig: At jeg ville kaste mig over maden, genvinde min kampvægt.
Jeg kan huske, at den kinesiske vagt ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, da han så, hvad der var i pakken. Han grinede bare lidt. “Yin og yan?,” sagde jeg så, og jeg foreslog, at han kunne ryge min pot, hvis jeg til gengæld fik lov at slippe for at spise. Han lovede, at han ikke ville sige noget til nogen, hverken om jointen eller mit forslag, sådan var han, trofast, loyal og naiv. Jeg benyttede mig af mine 3 kvarters udgang, og vi satte os under et træ i hospitalsparken. Kineseren røg, og jeg fik lov at springe kl. 13.00-fodringen over. Noget for noget, yin for yan.
Pludselig en dag kom han ikke mere, jeg ved ikke hvorfor. Hans afløser hed Frank og stammede fra Sydsjælland, han gik ikke så meget op i hverken balance eller loyalitet.
Jeg vil gerne møde ham igen, min kinesiske ven, jeg håber, at han er blevet læge, hvis han er, er han med garanti en af de bedste af slagsen.