Louise Juhl

Et år overvejede jeg at få et tysk mellemnavn. Steinwurf eller eller Vogelweint. I dag er jeg glad for, at jeg lod det blive ved tanken. Ligesom alle de andre ting, jeg lod blive dér. Øjenbrynstatoveringen for eksempel (som var en slags protest, jeg husker ikke over hvad). Eller mit forsæt om at holde kæft og for altid. Det varede kun i tre uger, så invaderede en mindre hær af psykologer, PPS-medarbejdere og en enkelt motorikvejleder skolens omklædningsrum. Det var lige efter en gymnastiktime, og jeg var kun akkurat kommet ud af badet, da de begyndte at udspørge mig. Om der var noget galt? Om jeg havde brug for at snakke? Deres bekymring virkede reel nok, motorikvejlederen tog i hvert fald min hånd, det føltes rart. Jeg svarede dem, som sandt var: At der ikke var noget galt, og at dét var problemet. Jeg ved ikke, om de blev skuffede, de gik i hvert fald hurtigt igen, og jeg stod tilbage uden tøj på. Efterfølgende blev der skrevet et notat, lagt i en mappe, og min mor fik en kopi. Det var dér, hun sagde til mig, at hvis ikke jeg havde nogle problemer, så lavede jeg nogle. Fuldkommen urimelig påstand men tæt på sand.Den er ikke blevet mindre urimeligt med årene, heller ikke mindre sand. Til gengæld er problemerne blevet flere, og mit behov for at opfinde dem tilsvarende mindre. Det er på en måde en lettelse – og så alligevel ikke.