Louise Juhl

De siger undskyld, mange gange, og forærer hende en ny cykel, metallicgrøn af mærket af SCO.
– En rigtig verdensmestercykel! smiler hendes far og klapper i hænderne. Sætter sidespejle i begge ender af styret.

De nævner det kun en enkelt gang siden. I konfirmationssangen, andet vers, linje tre. De rimer undskyld på tandbyld.
Hun spørger aldrig til det. Hvad eller hvorfor. Det man ikke ved, har man ikke ondt af.
Men da de begge dør alt for tidligt, og lader hende arve det hele foran sine søskende: hus, bil og og et vævet tæppe med motiv af kundskabens træ, bliver hun alligevel i tvivl, om ikke hun skulle have spurgt?