Louise Juhl

Jeg fik en fugl i fødselsdagsgave. En død fugl pakket ned i en skotøjsæske. Den lå på et leje af vat og var fra en veninde. På kortet havde hun skrevet “4ever.”
Det var en lørdag og vi vågnede sent. Min mor havde gjort klar og stillet an på den orange serveringsbakke: Smurte boller, gaver og en håndfuld små papirflag strøet omkring. Nogle af flagene hang fast i smøret på bollerne. 

Fuglen var det første, jeg pakkede op. Den havde vidt åbne øjne og det varede lidt, før vi opdagede, at den var død. Min mor insisterede på at kassere alt. Rub og stub. Boller, pakker og bakke –  direkte i affaldsskakten. Vi kunne høre det falde hele vejen ned, etage for etage. Vi boede på femte. 

Senere gjorde vi det om, startede forfra: Rævesøvn, flag og gaver. Min mor skaffede to numre af Hendes Verden hos underboen, min bror forærede mig et hjemmelavet gavekort til en pandehårsklipning. Vi sang “And so this is Christmas”, selvom det var i juli. Det var den eneste sang, vi kunne komme i tanke om.
Min veninde fik lov at spise med, vi fik koteletter i fad og flødeboller til dessert. To til hver. Hun hed Lizette og hendes mor gik med neglelak på hver anden tånegl.
Hun spurgte ikke til det med fuglen.