Louise Juhl

Vi var til bryllup og jeg drak vin af høje glas, men blev bange for kagen og skreg
– åh nej, ikke dét!
Og alle gæsterne vendte sig rundt, de så på mig, der så på kagen, der havde ni lag af creme og crumble, portvinsmarinerede makroner og kirsebærgele. Et brudepar i plastik på toppen.
– Ikke dét!
Senere blev der serveret confiteret and af små runde asietter, og jeg forsøgte at finde begyndelsen; drejede min tallerken rundt og rundt og rundt uden at finde ind, og alle så det, men ingen hjalp.
Der var en, der holdt tale. Om dengang de begge kom for sent – men på samme tid.
– It was meant to be, lo taleren, og jeg råbte “it was meant to be!” og løftede mit glas, og taleren foldede sit papir sammen og lagde det i lommen.
Så var der én, der slog på sit glas, og pludselig gjorde alle det samme, og brudeparret rejste sig og kyssede, og jeg tømte mit glas og fyldte det og tømte det igen. Og der var dessert og bordbomber med konfetti og stjernekastere, og der gik ild i mit hår, eller sådan føltes det, og jeg skreg og skreg:
– Åh nej, ikke dét.
Og der var een, der greb fat i min arm, taleren måske.
It was meant to be.

Næste morgen kørte viceværten omkring med sin fejemaskine, rundt og rundt og rundt, og jeg vinkede og han vinkede, og bladene fløj op og faldt ned igen.