Ensomig #667
by Louise Juhl Dalsgaard
Første gang jeg sagde, “jeg elsker dig” til et andet menneske, var det løgn. Han hed Martin og kom fra Klarup og gik til spejder sammen med Jacob, der havde meget runde og meget brune øjne øjne og hele uniformen fuld af duelighedsmærker. Martin havde kun to, klar-dig-selv og knivbeviset, til gengæld havde han en dynejakke, der var stor nok til to, og det var september og råkoldt, og jeg havde kun min regnjakke til at læ.
Vi sad ved bålet, og Martin lånte mig sit ene ærme, mens Jacob hviskede med Hanne på den anden side af gløderne. Jeg spurgte, hvad de snakkede om, men de rejste sig og gik, og så var der bare mig og Martin. Vi sagde ikke så meget, vist egentlig slet ingenting, men bålet var ved at dø ud, og det var stadig meget koldt, og så foreslog Martin at hente sin sovepose, der var med fiberdun og kunne klare helt ned til fireogtyve graders frost. Jeg sagde ok og til at starte med, lå soveposen bare hen over vores ben, senere kravlede vi begge ned. Jeg husker, at jeg insisterede på, at Martins ansigt skulle vende mod højre og mit mod venstre, det var jo Jacob, jeg var kommet for at kysse, og Martin havde ikke engang børstet sine tænder. Men jeg frøs og Martin vendte sig rundt og holdt om mig med begge hænder, og selvom det var helt forkert, fik jeg varmen. Han kyssede mig i nakken og det kildede i de små hår, så på munden og det kildede helt ned i maven. Jeg blev paf og lidt glad og gengældte med lukket mund og lukkede øjne, og forestillede mig at Martin var Jacob. Og så var det, at jeg hviskede “jeg elsker dig”, sådan som jeg havde set det på film, og jeg tænkte på sømile-mærket og øksebeviset og alle de andre beviser, og om der mon var et mærke til dem, der blev til overs og holdt ilden ved lige?
Jeg husker ikke, hvad der videre skete, kun at Jacob og Hanne holdt i hånd, da vi vågnede, og at jeg stadig frøs, da jeg fik en seddel fra Martin, hvor der stod “i lige måde” og et hjerte. Og at jeg tænkte, at jeg måske alligevel ikke have fortjent sådan et holde-ilden-i-live-mærke.