Louise Juhl

Det er mørkt udenfor og mørkt indeni, og én, der hedder Hanne Marie har skrevet, om ikke jeg kan sende hende et portræt, hvor jeg smiler? Jeg svarer: 
– what you see, is what you get. 
Det har været sådan et stykke tid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. En voksende ulyst ved at leve op til forventningerne. Jeg mener, jeg har et hjerte, der slår og slår, uden at nogen eller noget slår igen. Og uanset jeg ved, at det er sådan, det fungerer, hjertet, samfundet, slå eller bliv slået ud, er det ikke sådan jeg vil, at det skal være. Alligevel gør jeg, hvad der forventes. Spiller squash i et rum uden vægge, og ser boldene forsvinde én efter én. 
I går ringede jeg til min læge, det var sekretæren, Lene, der tog telefonen. Hvad jeg fejlede? 
Jeg ville egentlig have svaret, at det var det, jeg ringede om, dét, jeg ville have hjælp til at finde ud af. I stedet hørte jeg mig selv sige: 
– Jeg tror, det er en tennisalbue. 
Og Lene svarede, av for søren, og sendte mig en henvisning til en idrætsklinik i Højbjerg og bad mig om at holde armen i ro så længe. 
Nu tænker jeg, at det samme måske gælder hjertet, mit tennishjerte, at jeg skal holde det lidt i ro. Så længe?