Louise Juhl

Jeg går tur med hunden, det regner. Dyret er langsomt denne morgen, snuser og tisser og vejrer: Så er der en fugl, der pipper, så er der en bil, der dytter. Hele tiden noget, man kan opholde sig ved. – Kom! råber jeg og hiver i linen, vi har jo ikke hele dagen. Og jeg ved godt, at det er løgn, at dagen varer det, den varer, uanset hvor hurtigt eller langsomt, vi går, og dyret lægger hovedet på skrå, løfter benet, langsomt. Pisser på en væltet stamme. – Undskyld, mumler jeg, undskyld, undskyld, det er al den regn og alt det gummi – jakke, sydvest, støvler. Det er varmen inden under det hele, kroppen, der vil ud, alt det, den skal nå.I går talte jeg i telefon med min mor. Hun havde været ved Store Økssø og spist smørrebrød på en kro, og dagen før det, havde hun været til rundvisning. En forhenværende kollegas veninde havde inviteret, de havde besøgt de danske kartoffelmelsfabrikker. Hun beskrev det hele, min mor, i detaljer. Kartofler, processen, raffinering og pulverisering.– Alt bliver udnyttet, forklarede hun, selv det vand, kartoflerne skylles i. Fibrene, proteinerne, sukkeret. Et helt lille økosystem, sagde hun, potato, potato. Potato, svarede jeg.Og det føltes godt at høre om kartoflerne, godt at høre min mor.
Nogle gange skal man tage sig tiden – også til kartoffelmel.
I dag tager hun i sommerhus og på mandag til Bornholm.