Louise Juhl

For tiden læser jeg meget og bliver meget vred. Over, hvor forudsigelig menneskeheden er: Så skyder vi hinanden, så bedrager vi hinanden, så udnytter vi hinanden, så knalder vi hinanden, så svigter vi hinanden, så foragter vi hinanden.
Og til sidst, så skyder vi skylden på hinanden.
Og derfor vil jeg gerne rette en tak til den pige, der sad bag mig i stillekupeen i IC-3 toget mod Jylland i går og tyggede på en gulerod, højlydt og vedvarende, mens jeg sukkede -tungt, mange gange, flyttede mig omkring i sædet, tydeligt utilpas, vendte mig halvt om uden at gøre alvor af min tomme trussel. Indtil pigen stak en seddel – som hun holdt fast mellem sin pege- og langefinger – frem mellem sædets hovedstøtter, papiret foldet på midten, først énn gang og så en gang til, og jeg tog imod og foldede ud, én gang og én gang mere og læste med så mange forbehold, at min nakke må have lignet en betonstøtte:”Hej, måske sidder du og har lyst til at slå mig, fordi det larmer, når jeg spiser min gulerod, men jeg vil bare sige, at hvis jeg kunne, ville jeg sætte den på lydløs, både tænder og grøntsag, men ingen af dem har sådan en knap, der slukker for lyden, og indtil man kan Mute menneskeheden, er vi nok nødt til at leve med – også med mig. Mvh Lea (Jeg vendte mig om, sendte hende et luftkys – hun gav mig en highfive og tyggede videre✨.)