Louise Juhl

Nogle gange glemmer jeg, at jeg er en under-hund. Så spiser jeg min mad, som alle andre hunde gør. Logrer min hale, henter en pind. Det er naturligvis kun indtil en opmærksom overhund minder mig om, hvem jeg er. Eller rettere hvad. Overhunden forklarer, langsomt og ty-de-ligt og med blottede tænder, at der findes to slags hunde:
Dem, der tæller og dem, der ikke gør.
Jeg tilhører de sidste, og det er vigtigt at huske på:
En underhund logrer ikke. Den lefler. Eller fedter. Gør sig til. En underhund adlyder ordrer, enfoldigt og lykkelig, som var det en leg – og tror på de diskante roser, der følger med:
–Dyyygtig, –det var goooodt.
Som om.
En overhund, derimod, adlyder ingen. Sætter en overhund i løb efter en pind, er det ikke – som i underhundens tilfælde – for at lege, men for at nedlægge et bytte, besejre pinden, gnave den i smadder. En overhund logrer ikke af lyst eller glæde, men for at rejse et flag. Et her-kommer-jeg-flag. Et jeg-var-her-først-flag. Et kom-ikke-og-tro-du-er-noget-flag. Vil nogen hunden noget, må de sætte sig på knæ, åbne håndfladen, række den frem som i bøn:
–Hej?
En overhund sorterer skarpt. Mellem de, det kan betale sig at kendes ved og dem, der ikke er besværet værd. Underhunden, for eksempel.
Jeg skal lære at skelne. Det er det, overhunden er kommet for at fortælle mig. Jeg skal lære at spise min undermad som en underhund. Lefle, lege og logre. Gøre mig til.
–Der findes ikke noget midt imellem, det er enten eller, svarer overhunden, da jeg spørger.
Og jeg logrer og lægger mig på ryggen med blottet bryst for at vise, at jeg har forstået.