Louise Juhl

Det er torsdag, og jeg er vågnet før tid, jeg klapper hunden, fortæller ham, at han er en god hund, hælder vand over pulverkaffen.
I går skrev min mor fra Bornholm, de havde haft fint vejr og set mange ting, og maden var god, og nu var de på vej tilbage. Hun håbede, at jeg havde det godt?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, når hun spørger, jeg har det ok, jeg ved ikke, hvad ok er. Overordentligt Kulørt eller Overdrevet Klichefyldt? Man skal passe på med at svare den slags.
For tiden læser jeg en novelle om en mand, der bliver far, han føler sig ufortjent, han har ikke noget overblik over sit liv, dagene forsvinder ned i grønne flasker og retningsløse gøremål: En basketball kamp, et værtshusbesøg, en bustur, der trækker ud, fordi han glemmer at stå af; det ene sted kan være lige så godt som det andet, tænker han, han hører ingen steder til. Hans søn hedder Leon, det starter med L ligesom morens navn, Live, Live og Leon. Selv hedder han Tomas, det starter med T – langtfra L. Han gør sit bedste, alt, hvad han kan, faktisk, han lejer en hytte, for at lære sin søn at fiske, men sønnen bliver bange og vil hjem, og beder faren om at synge en sang, men Tomas kan ikke komme i tanke om nogen sang, og sønnen vil hjem til Live, for Live synger og Live husker. Og de kører tilbage til moren og endnu et nederlag føjer sig til den uendelige bunke af ting, Tomas ikke dur til, ikke kan.
Senere tager han ud for at købe en hovedpude til sønnen, han skal ligge godt, sove trygt, men ekspedienten har så mange spørgsmål.
– Skal det være en barnepude?
– Skal den være med fjer?
– Fiber?
– Skumgummifyld?
Hvor gammel er barnet? spørger ekspedienten, men Tomas kan intet huske, for alle spørgsmål falder som skudsalver mod hans krop, og han hvisker i panik:
– Det husker jeg ikke?
Damen i butikken ser på ham, med dét blik:
– Ved ikke hvor gammel dit eget barn er??
Og Tomas må gå fra butikken uden en pude, endnu en uforrettet sag, endnu en ting, han ikke kunne klare. Sådan fortsætter det, eskalerer, han kommer i fængsel og går i sort og kommer til psykolog og kommer ud og drikker sig fuld – og farer vild, præcis som han altid gør. Tomas med T.
Det er en vild novelle, lillebitte og kæmpestor, alt for virkelig og uden Happy End, og det er ikke nogens skyld. Det er det sjældent, og det er det værste:
Alt dét, der ikke er nogen skyld.
I dag er det torsdag med T, jeg mangler ikke en pude, men til gengæld gardiner til køkkenet, jeg vil måle op: højde, bredde og dybde og ringe til damen i gardinbutikken og bestille. Jeg har det ok, min hund er vigtig, jeg har læst en novelle om forældreløs skyld.
Om lidt vil jeg bestille gardiner.