Ensomig #678

I går hørte jeg et program på P1, Sygt Nok, tror jeg det hed. En læge var inviteret ind for at fortælle om behandlingsmetoder for kroniske smertepatienter. Resultaterne var mildt sagt nedslående: hverken piller, motion eller kost syntes at have nogen signifikankt lindrende effekt, den eneste metode, der havde vist sig virkningsfuld, var at “opdrage sine følelser.” Sådan formulerede han det, han brugte vendingen at opdrage.
– For eksempel, forklarede han, viste studier, at hypnose havde en gunstig virkning på irritabel tyktarm. Han mente, at det skyldtes hypnosens overbevisningskraft. At patienterne så at sige “lod nerverne overbevise” om, at de ikke havde ondt.
Jeg forsøgte mig faktisk engang med hypnose, behandleren hed Poul-Erik med bindestreg. Han var tæt på to meter høj og cirka lige så bred. Selv vejede jeg omkring 30 kilo, og havde ingen streger, der forbandt mit navn med mig selv. Poul-Erik rakte en stor næve frem, gav hånd, spurgte: ´hvad er los ?´Jeg svarede ‘alt,’ og så gik han ellers i gang, jeg husker ikke meget udover hans stemme, der mindede om en dilletantskuespillers – frygtelig dramatisk og højtidelig. Senere kom jeg til at grine, og Poul-Erik mente, at det nok var mest hensigtsmæssigt, om vores veje skiltes her.
Med tiden fortog smerterne sig eller de blev i hvert fald nogle andre. I dag læser jeg digte, linjer som denne af Inger Christensen:
“der er noget særligt ved duernes måde at leve mit liv som en selvfølge på.” Duer og digte og selvfølgelighed, den slags overbeviser mine nerver.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.