Louise Juhl

Jeg vågner tit og håber, at det bare er en drøm: Den her lugt af jordslåede grøntsager, der kommer indefra. En lillebitte løgn, der truer med at vokse sig stor. Og selvom kaffen er sej og bitter, er den er ikke nok til at slette sporene – heller ikke selvom jeg tilsætter lidt salt (jeg har læst et sted, at det skulle hjælpe, men jeg husker ikke på hvad, håber bare.)
I går læste jeg digte af Tristan Tzara: Han skrev om sorte punkter på grene i stedet for skrig, og jeg kom til at tænke på den lille lommeugle min mormor havde hæklet, og som jeg altid knugede, når jeg følte trang til at skrige. Om natten sad den på sengavlen og tog det meste i opløbet. Det varede indtil min mor kom til at vaske den på 90 grader, og den skrumpede ind til det rene ingenting. Fra da af måtte jeg bære nætterne selv. Det er måske heller ikke for meget at forlange, jeg ville bare sådan ønske, at lugten ikke hang ved ind i dagene.