Louise Juhl

Hun har den her irriterende vane med at spørge, som om det ingenting betyder:
Er du ok, kan du holde varmen i den nye jakke?
Og jeg svarer, at jeg er ok. Jakken også, alletiders faktisk.
– Den skal jeg nok blive glad for, siger jeg, – tusind tak.
Hun smiler:
– Det var så lidt.
Men jeg ved, at den har kostet næsten to tusinde kroner, jakken, og at det langtfra er så lidt, og at jeg burde sige noget mere, jeg ved bare ikke hvad. Så jeg finder to tebreve i skuffen, lægger et i hvert af de rustfarvede krus. De matcher bladenes gule og røde udenfor. Xantofyl og Karoten. Jeg har læst om bladenes farveskifte i et magasin i venteværelset hos lægen, lært mig de umage navne.
Jeg hælder varmt vand over brevene, kan stadig ikke komme på noget at sige:
– Værsgo, nøjes jeg og rækker teen frem.
– Uhm, smiler hun, allerede inden hun har taget imod.
Hun har taget ekstra sokker med, hun har så svært ved at holde varmen. Det er uanset, om det er i juni eller i oktober, som nu.
– Dårligt blodomløb, forklarer hun, hendes far led af det samme og endte med at få amputeret det venstre ben. Koldbrand, akut, det var heldigt, at det ikke nåede at brede sig. Af samme grund sørger hun altid for ekstra tøj, sokker og et sjal til skuldrene. Forhåndsregler, kalder hun det.
Vi sætter os i sofaen, teen er stadig for varm. Jeg puster flere gange, forsøger at finde på noget.

Engang pakkede hun tæppe og tallerkener og bestik i en grøn rygsæk med sølvspænder, som jeg fik timer til at gå med at åbne og lukke og åbne og lukke. Vi tog rutebilen til Løverodde. Der hang et skilt ved indgangen til skoven, en hund og et bål og et telt med røde streger på tværs. Hun forklarede, at stregerne betød forbudt, at det alt sammen, både hunde og ild og telte, var forbudte i skoven.
– Hvad med os? spurgte jeg, og hun tog min hånd, lo og sagde:
– Lidt forbudte er vi alle sammen.
Jeg forstod ikke, hvad hun mente med det, men det gjorde ikke noget, for hun holdt mig i hånden, og jeg var ikke bange.

Jeg sad på køkkenbordet, mens hun smurte maden. Så hende lægge de kolde kogte æg i en plastbøtte, folde små pakker af folie med strimler af peberfrugt og gulerod, skiver af agurk. Kolde rester af steg, en dunk med rød saft. Kop, tallerken, en kniv.
– Vi kan nok deles, havde hun sagt, henvendt til ingen.
Det var samme tid på året som nu, oktober. Bladene lå i et tykt lag i skovbunden. Hun pegede på det meste undervejs: På agern og kastanjer og rørsvampe og grå mosser. Hun samlede tingene i en gennemsigtig plastpose.
– Til dekorationer, forklarede hun, og jeg fik også lov at fylde ting i posen. En mørnet pind, en bregnes halvrådne blad. Det var først, da jeg lagde en skovsnegl i posen, sort og lang og slimet, at hun standsede mig:
– Nej, en snegl dør, hvis ikke den får luft og fugt.
Så jeg fiskede den op af posen, sneglen, mellem to fingre og lagde den tilbage på stien. Sagde undskyld, flere gange, mange gange, indtil hun greb om mit håndled:
– Så er det vist nok, sagde hun, og jeg kunne ikke finde ud af, om der var en trøst eller en ordre, så jeg svarede:
– Undskyld, én gang mere, og selvom jeg godtkunne høre, det lød forkert, kunne jeg ikke komme på andet at sige, heller ikke dengang.
Senere lå vi på knæ i bunker af løv og råd og fandt blade i forskellige stadier af opløsning. Nogle næsten hele og i kraftigt røde farver, andre gennemsigtige og med pivflossede nerver. Det var umuligt at afgøre, hvilke der var smukkest, så vi tog dem alle sammen med hjem, de gule, de brune, de ormædte, de afpillede. Da vi rejste os, havde vi begge fået cirkelrunde pletter af fugt og jord på knæene, det gjorde ikke noget. Vi var blevet sultne og spiste æggemadder og steg og skiver af agurk, drak rød saft af det samme krus. Da det begyndte at mørkne, gik vi tilbage til skiltet med de mange røde streger, og rutebilen kom i det samme, og vi kørte hjem.

Nu er det igen oktober.
– Det er godt med noget at varme sig på, siger hun, og tager en slurk af teen. Jeg nikker og ville ønske, jeg kunne gøre det bedre end det:
Fortælle hende om gardinerne, jeg har bestilt – med stribet mønster i forskellige grønne nuancer. Lidt dyrere end planlagt, men damen i butikken havde jo forsikret mig om, at de var pengene værd, ja mere til. Eller om stemmen, dén, jeg betror mig til hver onsdag mellem 13.00 og 14.00, selvom jeg ikke ved, hvem den tilhører. Jeg tager bare røret, når telefonen ringer, hallo, og så taler jeg. Om de andres øjne og om at være så tæt på Ingenting, man kan være, uden helt at få lov. En enkelt gang havde jeg fortalt om sneglen i posen og bladenes flossede nerver, det havde varet al tiden, en hel time, indtil røret blev lagt på i den anden ende, og stemmen forsvandt.
Måske havde den aldrig været der, jeg blev altid i tvivl.

– Det er godt, at du er ok, siger hun og finder et par sokker frem af tasken.