Louise Juhl

Så ringer telefonen, det er din bror, siger en stemme, og jeg svarer tak. 

Det er din ånde, lige dér i røret, den senede vejrtrækning, der virkelig ikke ligner noget andet, nogen anden. 

Hej Johan, hvisker jeg og venter og ved, ar du ikke svarer, at du aldrig gør. – Er du ok, brorsan? fortsætter jeg. 

Har du set på stjerner i nat?

Stadig kun det seje træk fra dit vejr. Jeg ved, hvordan dine øjenlåg sitrer en smule, kender øjenvippernes forsinkede flagren. Jeg smiler og du kan høre det, jeg ved, at du hører der, mig, smilet. Nu tager du en finger op til læberne og slår med fingeren på de forreste tænder. Nu venter du. – Johan, siger jeg, og fortæller dig, at jeg har købt en globus, sådan en med kontinenter og alle verdenshavene og en pære inde i midten, så verden aldrig forsvinder, heller ikke når det bliver mørkt. Slet ikke når det bliver mørkt. 

Du lægger røret på bordet, jeg kan høre det, og jeg ved, hvordan du ser på den farvede klode, landene og lyset, hvordan du peger og råber.

-Dér! 

Og jeg svarer, ja, dér er jeg, lige dér, Johan. 

Og så vinker jeg til dig og du vinker tilbage, vi hører det begge, det forsinkede nærvær. 

Lige dér.