Ensomig #687

Hun siger, at der ikke er noget galt med at lyve, så længe sandheden gemmer sig et sted bagved.
Jeg er syv år og gemmer min tvivl i mine hænder. Bygger tårne af sand og slår dem ned igen med det samme, og der er ingen der ved om noget af alt det.
Det bliver vinter og sommer, jeg fylder otte og er bange for alt. Giftige planter, hurtige biler, min brors vrede. Jeg skriver is og si og kat og tak og beder til Gud, om at blive den dygtigste i klassen. Min mor forklarer mig, at Gud ikke giver karakterer. Han elsker alle – især dem, der ikke kan skrive. Det gør mig trist, for jeg elsker at skrive, men lærer at vende mine bønner andre steder sted hen: At vifte med fingeren i matematik og skrive dunkle digte med sprittusch på skoletasken. De handler om snegle, der mister deres hus og tørrer ud og aldrig bliver fundet.
Min klasselærer sender mig til skolepsykolog. Hun har langt blødt hår og læner sig fremover i stolen. Jeg læner mig omvendt tilbage, hun er alt for tæt på, da hun spørger, om jeg er glad?
– Ja, svarer jeg, for der er ikke noget galt med at lyve, hvis sandheden gemmer sig et sted bagved.
Hos skolelægen er det mere kompliceret. Han peger på en kurve med højde og vægt, og et sted uden for kurven ligger jeg. Jeg får besked om at tabe mig 3 kilo, mindre slik og flere tomater, forklarer han, og i et halvt år lever jeg af cocktailtomater, indtil jeg får allergi og store røde cirkler på albuer og hals. Så må jeg ikke længere spise tomater, får i stedet en fed salvet smøre på de angrebne områder tre gange daglig. Al den omsorg. På to måneder forsvinder pletterne, salven bliver deponeret, jeg fylder ni og bliver for gammel til at bygge sandslotte.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.