Louise Juhl

Jeg længes tilbage til dengang, jeg troede, det var mig, der var gal, hver gang jeg blev bange og bad til en gud, jeg ikke troede på, fordi verden – stregkodernes truende mønstre, lygtepælenes syge skin – holdt mig vågen om natten. Nu ved jeg, det ikke er mig, men verden, der er gal. Det er ikke nogen trøst.
Hvad stiller man op herfra? Stiller man op overhovedet?
Asta Olivia Nordenhof skriver i det nemme og det ensomme:
“jeg vil komme med et råd
prøv at spør din hånd hvordan det er at holde om noget du kender godt.” Måske skal jeg starte dér: ae en fingerbøl, røre en dej.
Jeg ønsker i hvert fald ikke at vende tilbage til angsten – heller ikke til søvnen.
Der må findes en vej imellem.