Louise Juhl

Jeg kan huske dengang, jeg stadig troede, at nogen ville lede, hvis jeg blev væk. Det var dengang præsten, der underviste os, hed Kirkemand og min far hed far – og sådan hang alting sammen.
Det var først senere, det begyndte at blive kompliceret: At genboen begyndte at tale i vildelse og gå i bare tæer i frostvejr, og jeg fandt ud af, at min bedste veninde, ikke bare var min – men også en andens bedste veninde. Der kom også ny præst, han hed Brun til efternavn, det gav ligesom ikke samme mening. Når jeg spurgte de voksne, hvad der var blevet af Kirkemand, svarede de, at han havde “givet op.”
Jeg kan huske, at jeg fik ondt af ham, og at jeg skrev et brev. Noget med, at jeg ikke håbede, det var min skyld, og at jeg var frygtelig ked af, at jeg havde været så længe om at lære trosbekendelsen udenad. Men da jeg ville sende brevet, forklarede min mor, at Kirkemand var flyttet meget langt væk, og at der skulle nogle dyre og meget, meget sjældne frimærker til, for at få brevet frem, og så lod jeg det ligge. Det er først for nylig jeg har fundet det igen, jeg havde ellers glemt alt om det. Det er skrevet med blyant og min undskyldning er ikke længere til at tyde. Alligevel fortryder jeg, at jeg ikke insisterede mere på at få brevet frem til ham dengang.