Louise Juhl

Jeg læser Maja Lucas Gennnem natten og vinden. Dét sprog, dén fortælling. Ikke ét overflødigt ord, ikke én formildende omstændighed – og så alligevel. Livet er vel en slags formildende omstændighed. Tilfældighederne og de vilkår, der gør, at det hele ender, som det ender, at vi ender, hvor vi gør. Med at elske forkert og for meget eller omvendt for lidt og for skruet.
Her til morgen læste jeg en artikel om Yahya Hassan, hans kommende digtsamling, det er sindssygt hårdt, ikke til at bære, umuligt at afgøre. For der findes ikke altid et ret og en vrang, en skyldig og en ikke-skyldig. Det handler om liv og omstændigheder, formildende og formørkende.
Selv har jeg ikke bidraget med en skid, ingen børn eller bonus: 17 års selvforskyldt underernæring har ikke levnet andet end ét sølle menneske – mig. Om jeg fortryder?
Ja!
Modsat Spurven, fortryder jeg det meste, men hvad nytter det? Der findes jo ingen fortrydelsespille, en tablet, man kan sluge og abortere sin fortid. Heldigvis er fredagen fuld af formildende omstændigheder: De sidste syrlige ananasæbler i frugtkassen, fiskehejrens langsomme opdrift, et navn jeg kan hviske, når det gælder.