Ensomig #699

Forleden talte jeg med min læge.
Jeg havde egentlig en tid til en blodprøve ved klinikassistenten. Ikke fordi mit blod fejler noget, men fordi det var den eneste tid, jeg kunne få. Men assistenten sendte mig videre til Mette, som lægen hedder. Hun havde egentlig fri klokken tre, men altså. – Har du brug for hjælp? spurgte hun, og jeg glemte helt at besvare hendes håndtryk, svarede bare Nej! og fortalte så alligevel om brændende fødder og sviende øjne. Om at stirre ud af vinduet, to timer, tre, for så at rulle gardinet ned. Bum. Jeg forklarede hende også, at mit halsrør var for snævert, at det føltes som at ånde gennem et sugerør, afmålt og kun akkurat.
Så trykkede hun mig på siden af halsen, bad mig om at åbne munden, stikke tungen ud: Aaah! Skrev noget ned på et stykke papir, et navn, Anne Marie. Anne Marie holdt kurser i selvomsorg, forklarede hun:
– Ikke noget hokus pokus, helt evidensbaseret, gode resultater, fortsatte hun. Forsøgte vel at foregribe mine himmelvendte øjne.
Selvomsorg, mine bare røv! Efter alle de år med terapi, tændte fyrfadslys og taler til en tom stol:
Hej, hej indre barn, goddag goddag forladthedsfølelse.
Hvad så lille forslåede fugl, savner du din rede?
– Jeg orker ikke mere af den slags, svarede jeg, men Mette insisterede, pegede på et billede på sin skærm. Det var Anne Marie, hun så rar ud, alene hendes blik fik mig til at tude. Hej hej rede.
Nu er det så, jeg tænker, om Anne Marie mon kan tage røven på mig. På min skepsis, min afsky for den der forpulede fugleunge, der stadig ligger radbrækket efter et fald. Om hun kan overtale mig til at give den lidt omsorg. Eller et spark i røven. Jeg er ligeglad – whatever it takes to make it fly.
Jeg er stadig i tvivl, men har lige fået svaret på mine blodprøver.
Alt er ok, A og D og jern og C. Hvide og røde blodlegemer – der er ikke noget i vejen, det er dét, der er i vejen.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.