Louise Juhl

Engang var jeg bange for ugler af glas. Især for dem, der fortrød deres tuden, og efterlod mig alene tilbage med gråden. Jeg var også bange for Manden med den Gule hat, og for termometrene, der gang på gang afslørede, at jeg løj, når jeg påstod, at jeg var syg. – Som om angsten og ensomheden kunne reduceres til en søjle af kviksølv?
Nu er jeg bange for alt andet. For mænd i grove sikkerhedssko, men særligt dem uden. For min fars lysende intelligens og min egen alt for mørklagte. For melorm og skægpest, helvedesild og sæbe, der dufter af lavendel.
Mest af alt er jeg bange for som-om-heden.
Dét, at være lige ved og alligevel så langt fra næsten.