Ensomig #704

Det er morgen og vådt og gråt, men jeg er heldig og læser i en lyserød bog om bier og pindsvin og en hund, der hedder King. Det gør en forskel. Jeg tænker på min mor, der siger, at regnen er bedre end sit rygte, og som med garanti er på vej til torvet for at købe ost, den mellemlagrede fra Ingstrup mejeri. 30% fordi min far er blevet lidt rund på det sidste. Det med ost og omsorg har hun fra min mormor, hun altid havde blik for alt og alle, de største og de mindste. Når hun skrællede kartofler kaldte hun dem ved navne, Hr. og Fru Knold. Hr. og fru Knold havde et utal af kusiner og fætre og også en tante i Amerika – et land langt væk, hvor fruer hed Mrs og kartofler potatoes. Det var vist cirka det eneste min mormor kunne sige på engelsk, men det var nok, og skålen blev fyldt med ansigter fra ind- og udland. Hun var født hjertesvag, og det fulgte hende hele livet. Hun trak vejret med besvær og blev nogle gange helt bleg og blå om læberne. Så måtte hun ind og ligge og min mor fik lov at sidde på kanten af sengen og lege sygeplejerske: Lagde kolde omslag om hendes håndled, førte skema over pulsen på en yatzyblok og min mormor faldt i søvn og vågnede og havde det meget bedre.
Hendes dage gik med at holde sig mest muligt i ro. To gange i timen vinkede hun til rutebilen fra Sdr. Stenderup, om søndagen var afgangene færre, klokken ni og tolv og atten. Hun elskede kabaler, syv- og ni, og snød gerne, for det var ok at bøje reglerne, hvis det hjalp med at få tingene til at gå op.

Hun døde i påsken ’83, det var dengang, telefoner var forbundet af tråde. Vi, min mor og far og brødre, var i sommerhus, derude hvor trådene ikke rakte. Vi spiste blødkogte æg med purløg og hytteost, da min mor tog en hånd op foran munden og udbrød: åh nej! og vi troede, at hun havde brækket en tand. Men min mor havde hørt dæk og grus og vidste allerede, at det var taxaen, der holdt udenfor med bud. Et telegram, der sagde, at mormor var blevet indlagt, akut, og min mor kørte med til rutebilstationen og bagefter med tog til Kolding sygehus, hvor min mormor lå i en hvid hospitalseng med blå læber og hviskede – alt det postyr, det havde du virkelig ikke behøvet.
De sidste de talte om, var vist nok de foliebakker, min mormor havde forberedt og frosset ned. Frikadeller og æbleflæsk og fyld til tarteletter. Retter, min morfar kunne tø op og spise, når hun ikke var her længere. Så lukkede hun øjnene. Hun hed Stella, det betyder stjerne. Havde jeg fået en datter, skulle hun hedde det samme: Stella Juhl, i stedet har jeg fået en hund, Mumrik. Han er nu også lidt af en stjerne✨

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.