Louise Juhl

.

Min far er gået i gang med at snitte en stejlende hest i træ. Det er én, han har set på gavlen af Sagrada Família, da han og min mor var i Spanien sidste sommer. Det vil sige, det var egentlig hesten, der så ham, men min far så tilbage og tænkte: ja, hvorfor ikke?
I går ringede han så for at fortælle, hvordan arbejdet skred frem. Han forklarede, at det var hårdt. At han hele tiden måtte tøjle hestens vrede, tale den til ro. Han kendte til flere historier om folk, der var kommet skrækkelig galt afsted. Var blevet sparket i hovedet eller havde fået bidt en arm af. Af en træhest? var jeg lige ved at spørge, men nåede at rette mig selv:
– Pas godt på dig selv, sagde jeg i stedet, – og på hesten.
Det lovede han at gøre.