Louise Juhl

Der var et år, nogen bad mig om at holde min kæft. Jeg tog det alt for bogstaveligt, og holdt op med at tale i mere end tre måneder. Så blev jeg kaldt op til skolepsykologen. Hun hed sådan noget som Gunvor eller Ragnhild eller Thyra. Man skulle banke på, det stod der på et skilt på hendes dør, så jeg bankede, og der lød et `kom ind´. Hun har vel nok rakt mig hånden til goddag, det husker jeg ikke. Kun at hun lagde sine hænders fingerspidser mod hinanden og spurgte, om der var noget galt? Jeg havde jo fået besked på at holde min kæft, så jeg nøjedes med at ryste på hovedet, og Gunvor, eller hvad hun nu hed, skrev i sin journal, at der ikke var noget i vejen, og så fik jeg lov at gå igen.
Det har forfulgt mig lige siden, og jeg ved stadig ikke, hvordan man gør. Holder på sin kæft. Om det er ligesom at drikke af musselmalede porcelænskopper – med strittende lillefinger og stift håndled? Eller mere som at holde på en dyb hemmelighed: Med kærlighed i blikket og hårdt knyttede næver i lommen? Jeg kan egentlig godt lide tanken om den kærlige knytnæve: At kæften er noget man holder på, indtil man ikke kan holde til det længere. Så må man slå igen – ligesom hjertet gør, når det nægter at give op.