Ensomig #713
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg vågner og tænker ‘det er nu’ og står op og bliver i tvivl, men da er det ligesom for sent. Så går jeg på apoteket og køber en salve mod tør og sprækket hud. Ekspedienten har varme brune øjne. Hun fortæller, at hun er fra Polen, og at hendes mor, der er håndlæser, kommer på besøg i julen. Hun putter en bon ned i posen til salven og følger med om på den anden side af disken. Rækker mig det hele, siger ‘mange tak for handlen’. Jeg smiler og skal til at sige, at hun har meget smukke øjne, men fortryder og går i stedet hjem og googler “Polen og juletraditioner.” Læser, at man drikker vodka og øl og vin – og spiser 12 retter mad juleaften. Karpe i gelé, rødbedesuppe med fyldte filodejscroutonner. Kogt surkål og honningkage. Man synger gamle salmer, måske den vemodige ”Lulajze, Jezuniu” i h-mol, det forestiller jeg mig i hvert fald, mens varmen fra vodkaen når mine kinder. Og jeg græder og græder, fordi de synger så smukt.