Louise Juhl

Fuglenes uro på himlen sådan en morgen, får mig til at tænke på Simon Fruelunds digt om gæssene, der hænger som knirkende havelåger over vores hoveder.
Det får mig også til at tænke på dengang lægen på Y klappede min journal sammen og sagde, at vi hellere måtte stoppe. Nu, mens legen var god. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det aldrig havde været en leg, og at man ikke kan stoppe virkeligheden, heller ikke selvom den ikke længere er god. At jeg svarede:
– Det er måske her, fødekæden hopper af?, og skammede mig over mit kluntede forsøg på at lave sjov, glide af og væk. Ha.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom hjem, kun at jeg i flere dage ikke orkede at lave mad, men i stedet hentede fugtige brødstykker ind fra fuglenes foderbræt og åd.

Det bedste ved leg er, at det ikke er virkelighed. Det er også det værste.
Jeg blev ved med at kalde dem ved navne, længe endnu. Johannes og Barbara. Tog tilskud af selen og takkede nej til alkohol ved festlige lejligheder; folk nikkede, indforstået og ømt, smilede: Åh! Og jeg smilede tilbage, som om. Jeg tror ikke, at erfaring nødvendigvis gør os klogere, men jeg tror på, at det hærder os. Sliber hjerteklapperne til, så de slår. Hårdere. Lidt mere virkeligt, lidt mindre legende.