Louise Juhl

Jeg husker taxaen foran sommerhuset, den rastløse uro. At ligge i et tog om natten, alene. Jeg husker at se et hus brænde uden at gribe ind. At vågne og lytte. Jeg husker Bamses Venner og Lone Kellermann, der sang: Se Venedig og dø. Jeg husker at græde i smug, selvom der ikke var nogen at skjule sig for. At spise en blomme så langsomt, at den fordærvede undervejs. Færgen fra Halskov til Knudshoved, mennesker overalt. Mennesker og måske også mig. Jeg husker at vågne hos en fremmed. At føle sig mindre fortabt dér, end nogen andre steder. At gå i ét for så at gå overfor rødt. Jeg husker at fortryde: Gå tilbage og vente på grønt. Vente. Jeg husker at vente.