Louise Juhl

Søvnen holdt mig vågen i nat, hele tiden den her lyd af kraner med halse og hænder, der rakte ind over og ud over, overalt. Jeg stod op og spiste to æbler, syrlige, jeg ved, at det ikke er godt at spise den slags om natten. Frugtsyren tærer på emaljen, man ender med blottede tandhalse og rådne tænder. Ost, derimod, beskytter tænderne, det bløde, det fede. Så jeg skar en skive, tommeltyk, men glemte at vaske kniven op efter mig. En fremtidig fortrydelse – som cirka alt andet i mit liv. 
Det med æbler og syre og ost og base, lærte vi af tandplejeren, Inger, der hver fredag bankede på døren ind til klasselokalet. Hun delte små plastikglas rundt – fyldt med flour- og holdt øje med tiden. 1 minut og så skulle vi spytte ud. Bagefter smagte munden af ingenting, som var værre end både torskerogn og Kongen af Danmark-bolsjer tilsammen. 

Barnet skal ikke hedde Inger, barnet skal ikke smage af mindre end ingenting. Jeg kredser om månen og mørket og tænker på navnet Uli, fordi Uliuli betyder mørke på samoansk. Men synes det smager for meget af Ulla og husstandsomdelte tarotkort, og beslutter mig i stedet for Flint eller Birk eller Seimo men ender med Morti, mol og melankoli, forgængelighed: 
Rede sengen som en soldat 
Spise et æble en gang imellem 
Skifte kattens vand 
Er der noget som livet 
Ja, døden.
Morti eller Bjørn.
Bjørn og Barbara. Ja, urmennesker, ar-mennesker, hud og gamle år. Det er for sent at drømme nu, morgenen er for tæt på, dagen, virkeligheden, dagslyset. Om lidt tæller tiden ned til ingenting, jeg skal gå med hunden og børste mine tænder. Vaske kniven med oste-rester af under hanen. Jeg skal følge efter et før og et nu og et efter, skrive en tekst, nogen kan putte i øjnene og tro er deres egen, at det, der står, er deres eget. Et stjerneskud i bedste fald, et sort hul i værste. Bjørn og Barbara skal lege ved bredden af søen, og jeg skal have øjne i nakken, for jeg ser bagud eller forfra eller om igen, går i ring for at finde noget andet end min egen røv. Som hundens leg med halen eller sindets leg med kroppen eller livets leg med døden.
Vi løber efter røven. Eller væk fra.
Uden Bjørn og Barbara er der ikke andet at løbe efter. Uden dem står jeg stille og holder på mig selv og vejret holder på mig, en undertykt bøvs, Kongen af Danmark, Dronningen af Torskerogn. 
Det er grimt, det gør ondt. Men jeg holder af at bore i såret, plante små tusindfryd i den betændte hud, se begæret næres af skammen. Åh. Alt hænger sammen, det hele, fedt og menneskehud, køn og u-køn.
Vat og passer.