Louise Juhl

Hunden følger mig overalt, som et utrygt barn, der skal starte i skole. Jeg forsøger at tale dyret til ro, forklarer alt jeg gør, hvorfor:

”Så lægger jeg betræk på puden, såååådan ja. Og så er det dynens tur, ups, det var lidt sværere. Men det skal nok lykkes. Tror du ikke?”

Jeg ser på hunden , den logrer. Jeg ved ikke, hvem af os, det er, der har brug for dette skuespil, denne virkelighed tekstet for hørehæmmede. Hunden eller mig? Jeg ved kun, at det er sådan, jeg forstår mine dage. Nætterne med:
Jeg fortæller og forklarer, skriver om en vibe, om fosforgrønt mos eller en æggekage med tern af svært saltet feta. Jeg fortæller om et Jeg, om en hund, en dyne. Om alt det, der er svært, men som nok skal lykkes.

Tror du ikke?