Louise Juhl

Modstanden mod at være mig selv, modstanden mod at være en anden, noget andet. Kampen for at hejse et flag, brænde hår af mit hoved: This little light of mine.
Viljen til at udslette, lade sig udslette.
Tanken om, følelsen af.

I dag har det bare været mig, ingen vidner, ingen spor udover en skål med rester af yoghurt og honningristet mysli. En uredt seng og et tvillingedigt. Intet af betydning, ikke noget nogen vil savne. I morgen vil de samme sten holde sammen på huset, den samme lunkne sol hænge over decemberens rimfrosne græs. I morgen vil én, der hedder Ranja, låne sin cykel til en anden, der måske hedder Katinka eller Maya eller Nadja. Og Renés fiskebil vil holde på parkeringspladsen foran Rema 1000, ligesom alle andre onsdage, og sælge kulmule med skind til 70 kroner halvkiloet. Og alle vil smile til René, fordi det er så godt, at han findes, og fordi fisk er sundt. I morgen vil de også smile, nikke og gå forbi, ind til køledisken, hvor der er tilbud på “Slagterens hjemmelavede medister,” som godt nok aldrig har set skyggen af en slagter, men som kun koster det halve. Man kan jo ikke redde kloden alene og der er jo så meget andet at se til: tøj, der skal tumbles, sår, der skal heles.
Medister.
Som sådan passer jeg perfekt ind i fortællingen. Jeg plejer at sammenligne mig med en Treo i vand: Jeg lader mig dagligt opløse af gøren og laden. Løsner en spænding i nogens nakke, en klump i en andens hals. Måske skulle jeg gøre alvor af det med håret, modstanden. Jeg kunne jo købe et halvt kilo kulmule, fodre en vild katte. Knirke med gæssene på træk.
Først kommer æsken, så kommer trolden.