Jeg græder tit uden grund. Som her til morgen, hvor jeg går tur med hunden og pludselig kommer i tanke om min farmor, – at hun altid pudsede sølvtøj. Hver søndag og onsdag, to timer hver gang. Så begynder jeg at regne på, hvor mange timer det er blevet til over årene, min farmor blev jo over firs. Og så er det, at gråden trænger sig på, fordi jeg kommer til at tænke på de 30.000 nypudsede og fuldkommen fortabte timer, hun har tilbragt uden andet selskab end sølvtøj, Silvo pudsemiddel og en iturevet undertrøje som klud. Tid hun kunne have brugt på at plante hibiscus eller råbe NEJ TAK til en telefonsælger eller spille Hymn to Freedom på det ustemte klaver i stuen.

Jeg kan også græde over farven på en sol – som den på billedet. Æggeblommegul, kold og varm og voldsom, dryppende. Den minder mig om den første sommer efter, at jeg havde mødt M. Dengang alt var muligt, jeg var mulig, vi var. Kroppe og kølige drinks på Sideways, rodfrugtmos med saltet smør, hænder uden forbehold. Jeg husker, hvordan den allestedsnærværende angst, jeg bærer rundt på, et øjeblik forvandlede sig til overgivelse. En følelse af at træde ud i intet og glæde sig over at falde, forsvinde. Gøre plads til en anden, noget andet. På en gang forsvinde ud af min krop og ind i den, ud af og ind i min angst. Ud og ind af ham.
Den slags sol.