Louise Juhl

Der er år, der ikke findes. For eksempel dem fra jeg fyldte 13 til jeg begyndte i gymnasiet. Det var på samme tid, at min bedste veninde, Lheas, forældre blev skilt. Jeg husker, at jeg kom forbi en dag – som altid- og så, at der var slået hul i døren ind til toilettet. Jeg spurgte ikke til det, men ni uger senere flyttede Lhea og hendes bror og hendes mor ind i en to og et halvt værelses lejlighed i Juelsparken. Det var første gang, jeg havde hørt om et halvt værelse, og udover min barnepige Fru Knudsen var det også første gang, jeg sådan rigtig kendte nogen, der boede i lejlighed. Jeg husker en slags misundelse, det virkede sært eksotisk med fællespostkasse i stue-etagen og gyngestativer ud for hver fjerde opgang. Lhea, derimod, rullede gardinerne ned, aflyste udsigten til en ny hverdag.
Vores lege ændrede sig, ikke bare måden, vi legede på, men også hvad, vi legede. Før alt det med hullet og gardinerne var vi som regel inuitter, boede i igloer og varmede os ved levende ild. Vi skød bjørne og sæler og overlevede kun akkurat. Efter skilsmissen blev Lhea træt af barske skæbner, nu ville hun lege bogholder. Hun skrev og tastede, regnede og satte to streger under facit. Hun forestillede sig, at hun var ansat ved en psykolog og måtte bruge timer på at ringe og skælde ud, fordi psykologen igen og igen lod hjertet løbe af med sig. Lhea talte højt og vredt til hende, forklarede, at det bestemt var godt at være forstående og rummelig, bevares. Men at der altså også var en husleje, der skulle betales, og at de to ting nu engang hang sammen.
Vi stjal også breve fra Lheas mors skuffe, de var fra Statsamtet: “Årsager til skilsmissen”. Her kunne man sætte kryds i små kasser:
uoverensstemmelser
vold
børnebortførelse
bigami
utroskab.
Jeg kan ikke huske, hvor krydserne sad, men jeg kan huske, at jeg gik hjem og spurgte min mor, hvad børnebortførelse og bigami betød, og at min mor ringede til Lheas mor, og at skufferne siden blev låst.
Jeg ved ikke, om vi voksede fra hinanden, men jeg blev ved med at lege inuit, mens Lhea fik ring i næsen og begyndte at tegne med kul, og da hun et år senere skiftede til hemmeligt telefonnummer, glemte hun at fortælle mig om det.
Sidst vi sås, var til nytår ved årtusindeskiftet. Ingen af os havde noget at fejre: Jeg var syg på ottende år og Lhea var for fjerde gang startet på et speciale om Rimbauds ”En årstid i Helvede.” Vi var bare os to, så film. Lhea viste mig en tatovering, hun havde fået lavet på den venstre balle – en kæmpestor kulsort rose. På et tidspunkt slog jeg på glasset og sagde undskyld uden helt at vide for hvad, men jeg kunne se, at Lhea blev rørt. Klokken tolv slog vi et hul i døren ind til toilettet.