Louise Juhl

Forleden var jeg fjorten år og gemte mine alt for små bryster bag tykke uldne sweatre og hjemmelavede badges: ”Digt eller dø!” og ”Lev, som gjaldt det livet!” 
Mine drømme var søde og luftige: Først ville jeg redde kloden og bagefter ville jeg skrive. Mest for fuglene men også for mine fem børn, der skulle hedde Anders og Asta, Johanne, Rasmus og Sigurd. Resten af mine drømme handlede om lange eftermiddage, ostemadder og om at gemme gavebånd fra højtid til højtid, den sirlighed. 
Jeg havde kun én gang kysset for alvor, det var med en pige. Hun hed Mette og lignede en italiensk filmskuespiller, markant næse og dybe insisterende øjne. Vi var jævnaldrende og alligevel ikke helt: Hendes drømme var hærdede og handlede mest om alt det, hun ikke ville. Hun ville ikke giftes, ikke have børn og i hvert fald aldrig eje møbler af læder eller have gardiner for vinduerne. De ting, hun gerne ville, var langt færre: Forme ting i gips, lære græsk og latin – resten ville hun  skide på resten. 
En vintereftermiddag sagde hun uden varsel: ”der er en verden uden for din.” Og så kyssede hun mig hårdt og længe og med tungen. Bagefter holdt hun mit ansigt mellem sine hænder, helt kort og sagde: ”Det her er kun begyndelsen.”
Det handlede nok mere om de andre verdener verden end om at kysse.
Det var en skræmmende men også dejlig oplevelse. Kildrende, sådan som jeg forestiller mig øjeblikket lige før en faldskærm folder sig ud, må være, og der gik en del år, før det med at kysse igen fik samme effekt.
Mette var som regel vred. I begyndelsen troede jeg, at det var mig, hun var vred på, men nu bagefter kan jeg godt se, at det nok mere var alt det, jeg stod for. Jeg var typen, der lavede mine lektier, før jeg fik dem for og som kunne finde på at læse ”Introduktion til klassisk musik” af Mogens Wenzel Andreassen fra ende til anden, alene for at kunne slå min far i quiz-spil.

Hjemme ved Mette spillede man hverken klassisk musik eller quizzede. Hendes forældre skændtes og flyttede ind og ud af hinandens liv i ét væk, men så blev Mettes mor gravid: “igen-igen,” sukkede hun, og der var ikke nogen vej udenom, de måtte blive sammen, “for børnenes skyld.”
Men Mette ville ikke være nogens skyld, så hun meldte sig ud af familien, spiste på værelset og begyndte at kalde sine forældre Mari-Ann og Jesper, i stedet for mor og far. 
Mette tålte sin familie, de var et nødvendigt onde. Det samme gjaldt alt, hvad jeg kom af: Volvo, bambus-læhegn og faste spisesteder. Et nødvendigt onde, hun måtte tage med, hvis hun ville være veninde med mig. 
”Det er en verden udenfor din,” sagde hun den vintereftermiddag og kyssede mig hårdt og stak sin tunge ind i min mund, og jeg forstod med det samme, hvad hun mente.
Jeg tror ikke, vi nogensinde kyssede igen.