Louise Juhl

I går talte jeg i telefon med min mor. Hun er bekymret for mig, for at jeg er for meget alene.
Klokken 8.21 skrev hun “alt vel?”, klokken 9.43 “har du lyst til at snakke?” Klokken 11.44 endnu en besked, nu med udråbstegn: “nu har din far gudhjælpemig fået et el-klaver!”
Klokken halv to ringede jeg hende op. Jeg fortalte om de smerter, jeg døjer med, mavesmerter. Eller rettere: De starter i mavens venstre side, lige over hofteskålen, stråler ned i lysken, gennem skridtet, hele vejen op til ballerne og nedre del af ryggen. Min mor reagerede som hun altid reagerer på den slags, på det smertefulde. Med praktisk myndighed: Hun spurgte til søvnmønster, appetit, smerternes seismografi. Jeg svarede hende, at min appetit ligner sig selv (for lidt i løbet af dagen, for meget i løbet af natten), at jeg sover tåleligt, men alt for tit vågner uden at kunne komme i tanke om hvorfor:
– Men så kommer hunden heldigvis, sagde jeg – mere sulten end tankefuld.
Og så følger jeg efter og det ene med det andet.
Min mor mente, at det kunne være brok.
–Det ligger til familien, forklarede hun, både hun og min morfar og min morfars far har døjet med den slags. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, noget på latin eller i hvert fald noget andet end brok, der lyder som en kombination af gabende tøfler og sur tobak. Jeg undrede mig højlydt:
-Men jeg er jo ung?.
Så blev der en pause. Ikke en lang pause, men alligevel for lang til at være tilfældig, før min mor svarede:
–Jeg tror en læge vil sige, at du er godt halvvejs i livet.
Jeg ved ikke hvorfor, men den sætning har holdt mig vågen hele natten. Godt halvvejs? Havde jeg været stangspringer, ville min trænere sige op. Der ville ikke længere være grund til at arbejde med tilløbet, med afsættet. Ikke engang med springet. Fra nu af drejer det hele sig om faldteknikker. At sikre en blød landing, der findes et hav af videoer om den slags på youtube, de fleste er faldpåhalen-agtige, tragikomiske. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tænke om.